Sort arbejde

Sort arbejde defineres som aktiviteter, hvor betalingen er skattepligtig, men hvor køber og sælger i fælles forståelse underlader at opgive betalingen og dermed betale skatten.[1] Typisk vil køber og sælger dele gevinsten ved skatteunddragelsen mellem sig. Betalingen for sort arbejde kan både finde sted kontant og i form af naturalier eller gentjenester. Ved sort arbejde forstås normalt aktiviteter, der i sig selv er lovlige. Betaling for kriminelle aktiviteter som f.eks. bestikkelse og handel med narkotika rapporteres af naturlige grunde normalt heller ikke til skattevæsenet, men regnes normalt ikke med i opgørelsen af sort arbejde.

Sorte handler er handler, hvor køber og sælger enes om at omgå afgiftsbetalingen, f.eks. ved at handle en momspligtig vare momsfrit og holde handlen uden for virksomhedens officielle regnskab. Mens sorte handler derfor principielt udgør en anden form for skatteunddragelse end sort arbejde, behandles de to former ofte under et, f.eks. i studier, der forsøger at belyse omfanget af disse aktiviteter.[1]

Sort arbejde giver anledning til et samfundsøkonomisk effektivitetstab som følge af de forvridninger, det forårsager.

Sort arbejde omtales blandt andet også som måneskinsarbejde. I officielle statistikker indgår det under betegnelsen "ikke deklarerede aktiviteter".

  1. ^ a b Sort arbejde. Kapitel 5 i De Økonomiske Råd: Dansk Økonomi, forår 2011.

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search